Chihuahua

Selvtillid og stort mod findes af og til hos store hunde, men hos Chihuahuaen findes det også i miniature størrelse. Verdens mindste hunderace stammer fra delstaten Chihuahua i Mexico. Oprindeligt brugt som vagthunde der skulle advare hvis noget uventet dukkede op. 

En Chihuahua knytter stærke bånd til sin ejer og viger helst ikke fra hans/hendes side. Mange bliver forbavsede over hvor stor en personlighed der kan gemme sig i sådan en lille krop. Chihuahuaen bliver desværre ofte omtalt som “hidsige og arrige” og det er faktisk ret synd for racen, for hvis den håndteres korrekt fra hvalp, så kan det være den mest hengivne, rolige og afbalancerede hund.

Chihuahuaen findes i to pelstyper – Den korthårede, som er den oprindelige. Og den langhårede som i sin tid er opstået ved at krydse andre racer ind over i avlen. De to typer betragtes som værende forskellige racer, med hver deres racestandard under FCI. Dette på trods af at korthårede hanner og tæver sagtens kan få kuld med langhårede hvalpe og omvendt.

I 1900 tallet begyndte tilrejsende amerikanere at købe de små miniaturehunde og bragte dem på den måde til USA og herfra blev de senere udbredt til hele verden.